Da tech fik ild: ENIAC og gløden fra 1946!

📷 Foto: U.S. Army Photo, 1940'erne – Public Domain.

Da teknologien begyndte at finde vej ind i samfundet, blev fremtiden gradvist en del af hverdagen. Den første elektroniske computer, som vi i dag kender som ENIAC, blev udviklet for den amerikanske hær. ENIAC står for Electronic Numerical Integrator and Computer og blev færdiggjort i 1946. Den blev offentligt præsenteret i februar 1946.

ENIAC blev oprindeligt udviklet til at beregne artilleribaner under Anden Verdenskrig. Senere blev den også brugt til andre videnskabelige beregninger, blandt andet inden for atomforskning og vejrberetning.

ENIAC kunne udføre komplekse beregninger, loops og sekvenser langt hurtigere end et menneske. Den vejede omkring 30 tons, fyldte cirka 167 kvadratmeter og bestod af 40 paneler, omkring 17.000 radiorør og 1.500 relæer.

ENIAC kunne udføre en beregning på cirka 30 sekunder, som ellers kunne tage mennesker 12–20 timer at gennemføre. Maskinen anvendte hulkort til at lagre og indlæse data. Hullerne i kortene repræsenterede information, som maskinen kunne aflæse elektronisk og derefter udskrive resultaterne.

En del af ENIAC var den via de 40 paneler, med ti tal som lyste op via tallets værdi, som kvinderne så skulle notere ned på papir, for så at holde styr på kablerne, som hver havde et nummer, hvor de skulle forbinde tallene, fx C2 til A7, for så at dobbelttjekke, at tallene passede, for så at gemme de tal i en slags mini CPU. Den huskede op til et vist antal. Via alle de 20 akkumulatorer, der alle var i gang parallelt, gjorde ENIAC det meget hurtigt at få registreret tal og udregne. Det sparede ENIAC dem for arbejdskraft fra mennesker.

Da man med tiden indså, hvor omfattende ENIAC var, for ikke at nævne tiden, krævede det, at man skulle skifte kablerne ud. Maskinen krævede konstant vedligeholdelse, da radiorørene ofte blev overophedede og brændte sammen. Når ledninger og kabler skulle omstilles, kunne det tage flere dage.

De seks kvindelige programmører

Under Anden Verdenskrig blev omkring 200 kvinder interviewet til arbejdet som "computere" og programmører, og seks af dem blev valgt til at programmere ENIAC.

Disse kvinder var højtuddannede og dygtige matematikere, men de fik ikke den anerkendelse, de fortjente for deres arbejde. I et rum stod 6 meget kloge, velklædte kvinder, kvinder som vi nu i dag ikke kunne have været foruden, kvinder hvis viden om teknologien og job, som dengang var meget præget af mænd, havde til intention at gøre deres arbejde så godt og effektivt som muligt. Det var kvinder, der blev pionerer langt efter deres tid.

De 6 kvinder var hver for sig unikke, kloge og højtuddannede. Frances Spence og Kathleen McNulty kendte hinanden fra college, mens Betty Snyder Holberton og Jean Jennings Bartik havde arbejdet sammen før. De andre havde arbejdet på kryds af hinanden. De 6 højtuddannede kvinder havde alle flair for matematik på deres egen måde. De tog deres job meget seriøst, så meget at de lærte at bruge ENIAC helt uden manual eller viden fra andre. Selv ingeniørerne måtte se forbavset på.

Så da de 6 kvinder blev introduceret til ENIAC, som var så stor, at den fyldte omkring 167 kvadratmeter, i et rum der var så varmt på grund af de store rør, kabler og paneler, blev de lidt overraskede, dog målløse over at de havde fået til opgave at lære at bruge ENIAC. Så da de 6 kvinder fik ansvar for ENIAC, blev de stolte, for de vidste inderst inde, at den mindste fejl kunne være fatal og få konsekvenser for andre. Samtidig følte de alle 6 det enorme tidspres, de var under.

For ENIAC var stor og meget kompliceret at lære at bruge. Der var mange ting, de skulle sætte sig ind i for første gang ud fra alle 6 kvinders syn. På trods af ENIACs størrelse var den ikke skabt til at huske data på samme måde som senere computere, og strømudfald kunne medføre tab af data.

Så hver gang kvinderne skulle lave ændringer med fx overophedede kabler, skulle de gå meget langt og slæbe de tunge rør.

Arbejdsvilkår og hemmeligholdelse

De 6 kvinder boede lige i nærheden af, hvor selve ENIAC var i bygningen, for deres job indebar mange skift og ændrede vagter. De skulle hele tiden holde fokus på, at deres udregninger blev så nøjagtige og præcise som muligt. Kvinderne vidste godt, det var til militær brug, dog fik de strenge ordrer på at holde alt hemmeligt.

De gik med en konstant følelse af at være overvåget af alle omkring dem. Meget af deres job var på trods af alle de varme rør og kabler at skulle finde og kontrollere fejl. Især fordi ENIAC ikke måtte slukkes, var det forbundet med risiko at arbejde inde i maskinen. De kunne få stød og i værste fald miste livet. På grund af varmen fra rørene måtte de have store blæsere kørende, der larmede så meget, at de havde svært ved at kommunikere med hinanden.

Når de var i et privat hjem, måtte de ikke snakke med nogen om arbejdet. Det indebar enorm stress og frygt for isolation i nogle tilfælde, især med nogle af de beregninger, de skulle lave i deres rum.

Alle 6 kvinder stod sammen for at gøre deres job rigtigt. De var fælles om, at de på ingen måde gjorde det for at blive berømte, dog mere fordi arbejdet skulle gøres godt. Via ENIACs beregninger skulle de alle sammen stole på, respektere og støtte hinanden ved hver beslutning. Mange af de ting, de skulle beslutte, var svære, og de måtte arbejde tæt sammen i det lukkede rum. Flere gange måtte de tage vagter efter vagter for at sikre, at alt var, som det skulle være.

De vidste, at arbejdet havde militært formål, men projektet var hemmeligt, og de måtte ikke tale om det. Deres matematiske præcision var afgørende, da beregningerne skulle sikre, at artilleriet ramte så præcist som muligt. Selvom kvinderne spillede en central rolle i udviklingen og programmeringen af ENIAC, var det primært mændene, der fik den officielle anerkendelse. Først mange år senere blev deres indsats fremhævet som en vigtig del af den digitale revolutions begyndelse.

Efterfølgeren UNIVAC og afslutningen

Fra en maskine, der kun skulle bruges via krig, fik man øjnene op for, hvor vigtig teknologi kunne være for at lette ens arbejde. Derfor så man mulighederne i at skabe en anden form for computer. Med ændringen i tiderne og med erfaring fra ENIAC kunne man se logik i at videreudvikle en maskine, der blandt andet kunne lagre hukommelse, for det kunne ENIAC ikke på samme måde. ENIAC var også meget tidskrævende som maskine. Her fandt man også ud af, hvor vigtig information, der skulle gemmes, var. UNIVAC, som var en efterfølger til ENIAC, blev brugt til firmaer, offentlige institutioner, regnskaber og lignende.

Efter omkring ti års drift blev ENIAC officielt slukket den 2. oktober 1955. Da ENIAC blev taget ud af drift, og mere kom frem med tiden, fik man øjnene op for mulighederne i at lagre hukommelse på helt nye måder.

I hele ENIACs tid havde kvinderne en stor og revolutionerende rolle. Dog var det kun mændene, som fik den offentlige anerkendelse for, hvad der til dels stadig regnes som en af de mest revolutionerende computere i historien. De 6 kvinder bag var ikke bare pionerer bag noget, der endte med at skabe en verdensomspændende teknologisk udvikling. De var med til at skabe sjælen bag computerens måde at tænke og arbejde på. Kvinderne lignede, hvad der dengang var kutyme som kvinde, nemlig fornemt klædte kvinder i kjole og fint feminint tøj. De lignede sekretærer, men havde hjerner som raketforskere.