Bag om livet som musiker
Jeg hedder Louise og har hele mit liv holdt meget af musik. Jeg spiller selv klaver, trommer og bas. Jeg holder meget af at skrive, især om mine interesser – som for mig er løb, musik og IT, fordi det udfordrer mig. Jeg går meget ind for at bruge mit mentale fokus til at finde nye veje i livet. Derfor er musikken min helt store terapi i hverdagen. Den flytter fokus og giver ro, da jeg har ADHD og Asperger syndrom, hvor hverdagen til tider kan være udfordrende. Især det at bruge sin vejrtrækning som sin egen styrke er en af de største hjælpere, man kan have.
Jeg har mange ord på hjertet. Jeg har i mange år spillet trommer og har nu knap 20 års erfaring – meget gennem gehør og som selvlært. At spille er for mig en stor frihed og en måde at finde sit eget jeg på. Jeg har dog haft mange kompetente musiklærere gennem tiden, ligesom mange stadig inspirerer mig i dag. Jeg spiller også bas på begynderniveau og har en Ibanez SR300E i blå, 4-strenget. Derudover har jeg et elklaver og et Roland-trommesæt. At finde sin egen måde at udtrykke sig på er lige mig. At sætte sig ind i toner og lyd kan gøre en stor forskel på en almindelig dag, især for alle, der i en travl hverdag ønsker at gøre noget godt for sig selv.
Jeg er meget udadvendt og i godt humør. Jeg er den type, som holder af at skabe positive oplevelser, især sammen med andre mennesker. Jeg er vokset op i Nordsjælland i en lille by, hvor næsten alle kendte hinanden. Det var et sted, hvor venlighed og venskaber blev skabt, og mange af relationerne eksisterer stadig flere årtier efter. Jeg er så heldig at have tre søskende, tre nevøer og en niece.
Jeg boede lige over for mine bedsteforældres gård, hvor både min faster og far voksede op som børn. Allerede fra jeg var helt lille lærte jeg, hvor meget naturen kan betyde. Jeg husker blandt andet, hvordan min ældste bror og jeg byggede vores egne fodboldmål af gamle træbrædder, som vi fik af en bekendt. Vi brugte derefter den modsatte ende af carportens døre som bane. Vores hus var næsten aldrig stille – kun når vi sov. Vi havde næsten altid venner eller andre på besøg. Huset og haven gav plads til leg, kreativitet og oplevelser, som i dag har udviklet sig til stærke venskaber på trods af mange kilometers afstand.
Jeg fik blandt andet et af mine første job i den lokale Dagli'Brugs, hvor jeg arbejdede som flaskedreng. Min søster arbejdede i det lokale bageri. Jeg kom også til at spille på det kvindelige seniorhåndboldhold som venstre fløj. Det var en rigtig god oplevelse. Damerne var både sjove og dygtige, og mange fra holdet spillede længe efter, at jeg var flyttet. Jeg fik tidligt indtryk af, hvor vigtig sport kan være.
Min far spillede fodbold og var ret dygtig til det, og senere fulgte min ældste bror samme vej. Selvom vi ikke var en stor sportsfamilie, fik jeg hurtigt øjnene op for, hvad sport kan gøre for fællesskab, glæde og sammenhold. Jeg har dog hele mit liv kæmpet med vægt og med at holde mig sund. I mine tidlige år var jeg ofte syg med symptomer, som i dag minder om IBS. Det gav meget fravær fra skolen, flere skoleskift og perioder, hvor jeg måtte tage skoleår om.
Heldigvis blev det meget bedre på min sidste skole. Her blev man mødt som den person, man var. Det var en kristen friskole med lærere, der skabte fællesskab, sammenhold og omsorg. Selv dem, der ikke selv var troende, blev mødt med respekt. Jeg var også heldig, at vi ikke var ret mange elever i klassen, hvilket gav et stærkt fællesskab.
For mig har andre mennesker og deres velbefindende altid betydet meget. Derfor forsøgte jeg med uddannelsen som social- og sundhedshjælper, hvor jeg bestod grundforløbet. Det var også her, en lærer fik en fornemmelse af, at jeg måske kunne være på autismespektret. I dag ved jeg, at hun havde ret. Jeg har ADHD og Asperger syndrom, og efter mange års kamp blev jeg tilkendt førtidspension.
Det første bofællesskab, jeg blev en del af, er jeg stadig meget stolt over at have været en del af. Det var et sted, hvor sammenhold stod højt, og hvor der var stort fokus på individuel støtte. Vi blev set som de mennesker, vi var. Selv når man havde det svært, så de bag om udfordringerne og hjalp én videre i hverdagen.
Det var blandt andet her, jeg lærte at stå på inliners sammen med en pædagog. Gennem teknik lærte jeg endda hurtigt at køre baglæns. Den oplevelse gav mig mere selvværd og viste mig, hvor meget man kan udvikle sig, når man får den rigtige støtte. Jeg lærte også, at man ved at ændre sine tankemønstre kan komme langt i livet.
Jeg var så heldig at få mulighed for at være en del af ikke bare én, men to af Boas' afdelinger. Det var et åbent miljø med dygtige og nærværende medarbejdere. De lærte os også mange praktiske færdigheder i hjemmet, blandt andet forskellige ADL-opgaver. På tværs af alle Boas' afdelinger oplevede jeg et stærkt sammenhold og et godt kammeratskab. Man blev mødt med smil, respekt og godt humør. Det har haft stor betydning for mig.